Værktøj til Hus og Have

Vinduespudsning: Sådan undgår du striber

En mand pudser et vindue
Regelmæssig pudsning af vinduerne giver den rette transparens.

Når vinduerne er pudset, har du et smukt, klart udsyn

For mange mennesker står vinduespudsning typisk på programmet i forbindelse med forårsrengøringen. Det betaler sig imidlertid at pudse vinduerne flere gange om året, så man kan nyde godt af et smukt og klart udsyn hele året rundt.

Det er ikke kun det klare blik på verden udenfor, som er et godt argument for at befri ruderne for snavs – jo oftere du pudser dine vinduer, jo lettere bliver det nemlig for dig. For hvis der ikke er større mængder snavs, der skal fjernes, er vinduerne bogstaveligt talt pudset på et øjeblik og bliver hurtigt strålende rene.

Benyt dig af vores tips og tricks, lær, hvilke husholdningsmidler der er gode at bruge til vinduespudsningen, og hvilket udstyr der kan lette dit arbejde betydeligt. Lad os komme i gang!

Hvad har du brug for til vinduespudsningen?

Rengøringsmidler og tilbehør til vinduespudsning
Læg alt nødvendigt udstyr til vinduespudsningen klar. Så får du hurtigt arbejdet fra hånden. ©iStock/AndreyPopov
  • Håndkost og fejeblad
  • Spand
  • Bomulds- eller mikrofiberklude
  • Vaskeskind
  • Bomulds- eller hørklæde til at tørre efter med
  • Klude til vinduesrammen
  • Vinduesvasker
  • Vand
  • Opvaskemiddel
  • Hvid eddike, citronsaft, salmiak eller sprit
  • Natron
  • En gammel tandbørste
  • Handsker

1. Tip: Den rette forberedelse

For at få vinduespudsningen til at gå hurtigt og nemt, er den rette forberedelse vigtig. Gør derfor ruden ren med håndkosten. Tænk også på rammen og vindueskarmen. Befri vindueskarmene for støv, blade og eventuelle spindelvæv.

2. Tip: Benyt det rigtige udstyr

Vinduesvasker
Med det rigtige udstyr er vinduespudsningen hurtigt klaret. Her kan det betale sig at investere.

Mange mennesker har svært ved at komme i gang med en opgave, de ikke synes særlig godt om. Det gælder især, hvis man har så meget modstand på sådanne opgaver, at de kommer til at virke helt uoverskuelige.

Hvis du har det sådan, fordi du simpelthen ikke kan lide at pudse vinduer, er der hjælp at hente: Med det rigtige udstyr går vinduespudsningen hurtigt og let, og så er det endda sjovt! Og du behøver ikke engang at få hænderne ned i pudsevandet.

Kan du simpelthen ikke overvinde dig selv til at få pudset vinduerne, så køb dig en vinduesvasker. Med den kan du pudse dine vinduer i rekordfart og så grundigt som aldrig før – alt sammen uden at få våde hænder.

Udstyr som for eksempel GlassVAC fra Bosch er praktiske, lette og nemme at betjene. Med blot en enkelt opladning af batteriet kan du nå op til 35 vinduer helt uden dryppende klude, spildt vand eller andre irritationsmomenter.

3. Tip: Hemmeligt tip: sort te

Har du ingen af de typiske husholdningsmidler til rengøring af vinduer, altså citron, eddike eller salmiak, kan du benytte dig af et andet middel, som du sandsynligvis kan finde i dit køkken. Du skal bare lave en kop sort te.

Kom to tebreve i kruset, overhæld dem med kogende vand, og lad dem trække i ti minutter. Hæld så teen i en spand med vand. Og nu har du din rengøringsopløsning til vinduespudsningen.

Te til vinduespudsning
Sort te er et gammelt husholdningsmiddel til vinduespudsning. Lav den mængde te, der er brug for. ©iStock/muzzyco

4. Tip: Overhold den rigtige rækkefølge

Når du pudser vindue, er det også vigtigt at udføre de enkelte arbejdstrin i den rigtige rækkefølge. Sådan gøres det bedst:

  1. Gør først ruden ren indefra.
  2. Puds nu ydersiden af ruden.
  3. Rammen rengøres derefter hhv. indvendigt og udvendigt med hver sin klud.
  4. Skift vaskevandet.

Mange mennesker rengør først rammerne og derefter ruderne. Det er imidlertid ikke særlig hensigtsmæssigt, hvis du vil have dit vaskevand til at holde, indtil du er færdig med vinduet. Der sidder tit ekstra meget snavs på rammerne. Hvis du starter med rammerne, ender du med at pudse vinduet med snavset vand. Og så kan slørede områder og striber nærmest ikke undgås.

Alternativt kan du også først rengøre alle rammer indefra og derefter skifte vandet. Så pudser du alle rammer udefra og skifter vandet endnu en gang. Derefter rengør du alle vinduer med rent vaskevand.

5.Tip: Spar ressourcer

Spand til vinduespudsning
En lille spand er nok til vinduespudsning. Den behøver ikke kunne rumme mere end fem liter. ©iStock/AndreyPopov

Brug en lille spand til vinduespudsningen. Fem liter er rigeligt. Fyld denne spand halvt op med rengøringsvand, og forny det først, når det er rigtigt snavset. Inden du pudser ruderne, skal du dog altid skifte til frisk vaskevand.

Sørg også for altid at vaske vinduesrammerne. Springer du dette over for at spare vand og rengøringsmiddel, vil snavset fra rammen løbe ind på ruden, næste gang det regner kraftigt.

6. Tip: Den rigtige teknik gør forskellen

Når du pudser vinduer, er det pudseteknikken, der gør forskellen. Begynd altid øverst i venstre hjørne. Aftør derefter vandret over til højre hjørne. Dernæst trækker du kluden tilbage til venstre side, idet du vender med et lille sving. Sådan gør du, indtil du har nået den underste kant af vinduet.

Til at skrabe og polere skal du bruge enten en svaber eller en vinduesvasker. Med vinduesvaskeren går det ekstra let at fjerne vaskevandet fra ruden. Bruger du en svaber, så aftør den med et vaskeskind eller en klud efter hver bane.

Polér ruden med cirkelformede bevægelser fra øverste venstre hjørne til underste højre hjørne. Er du venstrehåndet, udfører du alle arbejdstrin i omvendt rækkefølge.

Har du sarte gulve, kan du lægge et gammelt håndklæde under vinduet. På den måde beskytter du gulvene mod vanddråber og snavs.

Hast du einen empfindlichen Fußboden, legst du ein altes Handtuch unter das Fenster. So schützt du den Boden vor Wassertropfen und Schmutz.

7. Tip: Særligt vanskelige pudseopgaver

Intensiv vinduespudsning
Du kan opbløde fastsiddende snavs med en pasta af natron og vand. Det får snavset til at løsne sig. ©iStock/Divi Filius

Hvis der har sat sig genstridigt snavs fast på vinduet, kan du røre en pasta sammen af en spiseskefuld natron med top og lidt vand. Påfør pastaen på det snavsede område. Ved særlig hårdt og indtørret snavs kan det også hjælpe med lidt eddike.

Lad det hele virke cirka to minutter. Så tørrer du pastaen af med en blød klud.

Sidder snavset stadig fast, kan du prøve med en skraber til komfuret. Denne metalskraber til ceran-kogeplader er en god hjælp, når du pudser vinduer. Du må under ingen omstændigheder bruge en kniv eller en spatel. Så får du hurtigt ridser i ruden.

8. Tip: Børst rammen godt ren

Vinduesrammen behøver særlig opmærksomhed, hvis der er større mængder snavs. De fine riller og smalle mellemrum på rammerne er nemmest at få rene med en gammel tandbørste.

Brug her også ovennævnte natronpasta som rengøringsmiddel. Plastikvinduer kan også rengøres med en spray af citronsyre og vand. Tør grundigt efter bagefter.

Seks fejl ved vinduespudsning

Svaber til vinduespudsning
Undgå seks typiske fejl, når du pudser vinduer. Se dem her ... ©iStock/BrianAJackson

At pudse vinduer er ikke raketvidenskab. Alligevel kan man godt komme til at lave fejl. Disse fælder bør du ikke falde i:

  1. Vinduespudsning i solskin
    Er vinduesruderne varme, fordamper vaskevandet hurtigere, end du kan nå at polere det væk. Med striber og slørede områder til følge. Puds derfor hellere vinduerne en dag, hvor det er overskyet, eller vælg de vinduer, som er i ly for sollyset. Muligvis er du nødt til at stå tidligere op eller starte senere.
  2. Vinduespudsning i frostvejr
    Vinduespudsning ved lave temperaturer er heller ikke særlig effektivt. For det første bliver dine fingre hurtigt kolde. Og for det andet er vaskevandet svært at fordele over ruden, når det er meget koldt. Kulden kan bevirke, at du bare gnider snavset ud på ruden i stedet for at fjerne det.
  3. For meget opvaskemiddel
    Der skal kun meget lidt opvaskemiddel i vaskevandet. Nogle få dråber er nok. Ellers skummer vaskevandet for meget. Desuden kan der også opstå slørede områder på vinduet.
  4. Rengøringsklude vasket med skyllemiddel
    De klude, du bruger til at pudse vinduer med, må ikke være vasket med skyllemiddel. Så opsuger de nemlig for meget fugt. De må desuden ikke indeholde rester af vaskemidler. Sørg derfor for, at de er skyllet grundigt rene.
    Hvis du vil gå med livrem og seler, kan du skylle kludene grundigt i koldt vand i håndvasken inden vinduespudsningen.
  5. Rensebenzin i vaskevandet
    Tippet om at komme rensebenzin i vaskevandet kender mange fra deres bedstemor. Det er imidlertid et dårligt råd. For bagefter hælder du vaskevandet i afløbet. Og derfra ender rensebenzinen i spildevandet og til sidst i renseanlægget. Men rensebenzinen nedbrydes ikke og findes fortsat i vandkredsløbet.  Du bør derfor ubetinget undgå at bruge dette middel til vinduespudsningen.
  6. For langsomt arbejde
    Når du pudser vinduet, er arbejdstempoet nogle gange afgørende. Venter du for længe med at polere, danner der sig striber og slør. Lad dig derfor ikke aflede under arbejdet, og udfør det i ét stræk. Så får du et strålende rent resultat.
Tip
Pudsning af vinduer: Sådan undgår du striber i en håndevending
Jo flere vinduer, huset har, jo mere tid bliver du nødt til at bruge på vinduespudsning. Der kan være temmelig meget pudsearbejde. Med de rigtige tips og det rette udstyr går det dog nemt – og helt uden striber!