To i én: Lav en træningsbænk, som du også kan bruge som sofabord

- Sværhedsgradsvær
- Udgifter750-1500 DKK
- Varighed1 d
Har du lyst til at træne mere derhjemme? Det er ikke noget problem: Med vores gør-det-selv-træningsbænk inklusive vægte af træ kan du nemt udføre din muskeltræning i stuen. Og det bedste af det hele: Træningsbænken optager ikke ekstra plads i din bolig – for vender du den 180 grader, bliver træningsbænken til et flot sofabord. Vi viser dig, hvordan du selv kan bygge det geniale redskab af førsteklasses træ.
Opmærkning af borehuller
Til din træningsbænk har du blandt andet brug for to store træplader til siderne med målene 1314x414 mm. Sav selv pladerne til, eller få dem savet til i den rigtige størrelse i byggemarkedet.
Tag i første omgang en af de to plader. På den skal der afsættes nogle markeringer til såkaldte blindhulsboringer.
Her kan du downloade en skitse, hvor alle relevante markeringer er anført med rødt. Brug den som skabelon, og overfør de korrekte punkter til træpladen.
Blindhulsboringer
Som det ses på skitsen, skal der nu bores huller i forskellige størrelser. Brug et forstnerbor med 20 mm diameter til de to små huller og et med 40 mm diameter til de resterende store huller.
Til denne opgave kan du med fordel anvende en søjleboremaskine. Den muliggør splint- og støvfri boring. Sørg dog for at fastgøre pladen rigtigt og lægge et stykke offertræ under, så du ikke borer ned i bordpladen.
Tilsavning af form
Inden du begynder at save, bør du tegne nogle skærelinjer. Det gør du ved at forbinde yderkanterne af de borede huller med en blyant og en træliste. Kontrollér ved hjælp af skitsen, om alle streger er tegnet korrekt.
Nu kan du bruge hullerne som udgangspunkt for savningen og save de optegnede former ud.
Slibning af sider
Når du er færdig med at save, bør du have en side i sin færdige form foran dig. Slilb nu alle skærekanter grundigt. Hvis du bruger en 18-V-multisliber til dette kan du, da du i trin tre brugte en 18-V-stiksav, blive i 18-V-systemet og bruge én akku til flere maskiner.
Din træningsbænk har naturligvis endnu en – identisk – side. Den fremstiller du ved at gentage trin 1 til 4 med en anden træplade med målene 1314x414 mm.
Savning af træplader til beklædningen i gering
Til træningsbænkens beklædning har du nu brug for yderligere syv træplader.
De præcise mål og geringsvinkler til træpladerne til træningsbænkens beklædning finder du på denne skitse .
Sav nu alle træplader til i de angivne mål. Sørg for, at de spændes godt fast, og at du beskytter dig selv tilstrækkeligt.
Hvis din rundsav også stammer fra 18-V-systemet, skal du også her blot skifte akkuen fra den ene maskine til den anden, hvorefter du kan fortsætte arbejdet. Når du er færdig med at save, er det en god idé at lade akkuen kortvarigt op. Så er den hele tiden klar til brug for de andre maskiner i de næste trin.
Kontrollér til sidst kort, om de savede vinkler passer sammen.
Samling af bund og side
Er alle træplader savet til?
Så kan du nu tage den store bundplade og en af siderne fra trin 4. Læg bunden på arbejdsbordet, og placer en af træpladerne til beklædningen lodret på bunden på den korte led. Markér bredden af træpladen på bunden.
Læg nu træpladen til beklædningen til side igen, og kom lim på underkanten af siden. Anbring den derefter lodret på bunden: den skal flugte med kanten af bunden og have den rigtige – tidligere opmærkede – afstand til den korte side.
Fastgør det hele med skruetvinger.
Markering og boring af huller i siden
Vend nu bunden med den fastgjorte side om, og læg den på arbejdsbordet.
Markér borehullerne til dyvlerne i bunden til fastgørelse af siden: Anbring den første markering 5 cm fra kanten – derefter anbringes de andre markeringer med 25 cm afstand.
Bor derefter hullerne, så de trænger ind i sidepladen, der er fastgjort på bunden.
Isætning af dyvler
Kom lim i de borede dyvelhuller, og bank trædyvlerne i med en hammer.
Alt efter borehullets dybde bør dyvlen bankes ca. ¾ i. Kontrollér, at dyvlerne går helt ind i sidepladen, og sav de udragende ender af.
Montering af den anden side
Monter nu den anden side (husk, at vende den rigtigt) på bunden. Det gør du ved at gentage trin 6 til 8.
Montering af træpladerne til beklædningen
Træningsbænkens grundskelet står nu færdigt. Nu mangler bare beklædningen. Derfor forbindes alle de relevante træplader nu en efter en med siderne. I den forbindelse følger du igen princippet fra trin 6 til 8: Lim træpladen på, spænd den fast, bor huller, bank dyvler i, afskær udragende dyvelender.
Slibning og bejdsning af konstruktionen
Er hele beklædningen monteret og udragende dyvler savet af? Perfekt!
I næste trin skal du nu have fat i slibemaskinen og slibe hele bænken over. Til den første grovslibning rækker det med slibepapir med en kornstørrelser 80. Vær især opmærksom på, at alle dyvelender er skåret lige af.
Fugt derefter bænkens overflade let med en våd klud. Det får træfibrene til at rejse sig. Når bænken har tørret, og du derefter går over den igen med fint slibepapir, bliver din bænk dejlig glat.
Kunne du tænke dig at give din træningsbænk et eksklusivt, mørkt udseende? Så skal du give den en gang bejdse.
Påfør træningsbænken træbejdse med en klud, og fordel det jævnt. Jo mere bejdse du bruger, desto mørkere bliver bænken.
Fremstilling af sidde- og liggehynde
Nu mangler din træningsbænk bare sidde- og liggehynde.
Til det formål har du i første omgang brug for de to dertil beregnede træplader. Sav dem selv til, eller køb dem i den rigtige størrelse i et byggemarked.
Læg nu en af de tilsavede træplader på et stort stykke skumgummi, og skær det til med en cutter langs træpladens kanter.
Med spraylim fastgør du skumgummiet på træpladen.
Skær derefter et stort stykke læder ud, og læg det oven på træpladen med det fastlimede skumgummi. Slå enderne af læderstykket omkring træpladen, og fastgør dem med lim og hæftepistol.
Gentag disse trin for den anden hynde.
Skær læderstykket lidt til i hjørnerne, så læderet ikke lapper over.
Tilskæring af burrebåndsstrimler
Med selvklæbende burrebånd kan du fastgøre hynden på din bænk. Burrebåndet får du på rulle i et byggemarked.
Mål længden og bredden af hynderne, og skær i alt otte passende burrebåndsstrimler af rullen. Klæb dem derefter på undersiden af hhv. sidde- og liggehynden.
Montering af sidde- og liggehynde
Anbring nu ryghynderne på din bænk.
For at burrebåndets kroge og hår til sidst passer perfekt sammen, klæber du i første omgang begge dele fast på hhv. sidde- og liggehynden. Fjern klæbestrimlen, og tryk hynden fast det rigtige sted på træbænken.
Færdigt arbejde! Din træningsbænk er færdig. Hvis du kun vil træne med din egen kropsvægt (eller du kun stod og manglede et sofabord), kan du nu tage bænken i brug.
Men hvis du også vil bygge et par seje gør-det-selv-håndvægte af træ, skal du blot følge de næste trin:
Tilsavning af sekskantformer
Til en rigtig workout har du naturligvis brug for to håndvægte. Da disse er identiske, viser vi dig her, hvordan du laver ét eksemplar. For at lave endnu en håndvægt gentager du følgende trin.
Til en håndvægt skal du først bruge seks træplader, der mindst har målene 200x230 mm.
Ud af træpladerne saver du sekskantede former. Du kan downloade en passende skabelon her .
Udskriv skabelonen med korrekte målestoksforhold, og læg den på træpladen. Overfør formen med en blyant, og sav langs med de markerede streger.
Disse trin gentager du for alle seks plader.
Sammenlimning af sekskantformer
Ud af de sekskantede træplader laver du nu dine to vægte.
Det gør du ved at lime træpladerne sammen tre og tre.
Spænd de to tårne sammen fra alle sider med skruetvinger, og lad dem tørre.
Måling og tilsavning af stang
Håndvægtens greb udgøres af en enkel træstav. Mål 264 mm af til den rigtige længde, og sav staven til. Spænd i den forbindelse staven ordentligt fast.
Boring af huller
Markér nu midten på de to vægte.
Bor et hul med et forstnerbor midt i de sammenlimede træplader. Vigtigt: Bor kun i de to øverste plader. Indstil din boremaskine til dette mål, eller lav en markering på selve boret. Som vejledende mål kan du her vælge 36 mm.
Slibning
Begge trævægte skal du nu slibe overalt.
Også her betaler det sig naturligvis at anvende en 18-V-slibemaskine. Så kan du blot fortsat anvende akkuen fra boremaskinen, multifunktionsværktøjet eller saven.
Sammenlimning af håndvægtens dele
Lim nu de to vægte sammen med træstaven.
Bejdsning
Hvis du ønsker, at dine håndvægte skal have det samme mørke udseende som din træningsbænk, skal du nu bejdse dem efter samme princip.
Vi forstår udmærket, hvis du efter dette store projekt i første omgang lader håndvægtene ligge og omdanner din træningsbænk til et sofabord. Nu er alt dog klar til din næste workout! GET FIT!








































